AQUA akvarium & Dyrepark
Afstand: 34.04 Km
I AQUA Akvarium & Dyrepark kan I møde de fascinerende danske dyr. Alle de dyr I kender, men aldrig har set. Præcis som i naturen – bare tættere på!
Mød fiskene under overfladen, oplev oddernes vilde leg, besøg grævlingen i sin underjordiske hule og kig ned i storkens rede. Oplev den danske natur samlet på ét sted, bliv overrasket, forundret og få svar på alle jeres spørgsmål om vores fælles natur.
En unik indendørsoplevelse af livet under overfladen
I det store indendørsakvarie kan du komme tørskoet til søens bund. Oplev de glubske gedder på jagt i søens dyb gennem store panoramaruder og følg den rekordstore kæmpemalle, der lurer under overfladen og kan sluge en hel and! Alle vores søer følger årstidernes gang og ser ud præcis som i naturen – En helt unik oplevelse.
Leg jer til mere viden og overraskende fakta fra den natur, der omgiver os alle. Gå på opdagelse i fire etagers dansk natur med både fisk, padder og krybdyr. Tør I gå i mørkeakvariet eller gennem Gudenåens strøm?
Se alle de danske dyr i parken på tæt hold
Udendørs venter spændende og lærerige oplevelser om den danske natur. Se vaskebjørnen når den kravler med hovedet nedad, grævlingen når den graver sit foder op af jorden og odderne når de boltrer sig legesygt i vandet.
Dyreparken i AQUA Akvarium & Dyrepark rummer også mange andre dyr såsom dværggeder, den berygtede mårhund, vildsvin, dådyr, bævere, og mange flere.
Sæt god tid af til legepladsen
Når I har udforsket dyrene og den danske natur, er det tid til leg. På Vandets Kraft er der sprøjtende vandsjov til mange timer. Skyd løs med vandkanonerne, eksperimentér med vand gennem slusesystemer og snig dig under det lunefulde vandtårn – hvis du tør! AQUAs legeplads indbyder til timers leg og hele familien kan prøve kræfter med forhindringsbanen i skoven eller brænde en masse krudt af på den store hoppepude eller de sjove minitrampoliner.
AQUA Akvarium & Dyrepark er sjov med vand, både ude og inde. I kan derfor få masser af hyggelige timer sammen, uanset vejret.
Vildt spændende oplevelser – vildt hyggeligt!
Få en enestående oplevelse med familien og vennerne i AQUA. Kombinér jeres besøg med en ekstra vild oplevelse. Der er masser af spændende og legende lærerige muligheder for en ekstra fantastisk tur. Du kan f.eks. trække i dyrepassertøjet for en stund, og fodre odderne.
Vi tilbyder desuden en række super spændende oplevelser særligt for små grupper. Skal du fx være dyrepasser for en formiddag? Eller skal hele familien på en stemningsfuld kanotur med naturguide?
Se de mange muligheder på www.visitaqua.dk
#himmelbjerget #danmarkssmukkeste #visitdanmarkssmukkeste
Opdateret af: Danmarks Smukkeste | turist@skanderborg.dk